HOSTRUPSKOVSANGEN af Emil Bladt, 1976.

 

Mel: Hils fra mig derhjemme …

Syd for vor smukke fjord
der et lille samfund bor,
byen som er delvis gemt
måske af nogen glemt.
Udadtil den er ej stor,
men de indre kræfter gror,
der er både liv og lyst,
syng ud med hævet røst:
Hostrupskov vi elsker, det er vores by
rejser sig fra havet, strækker sig mod sky,
lad os kun erkende, det er vor fælles sag,
om vor by at værne, hver en enkelt dag.

 

Skuer man i øst og vest,
møder man den friske blæst,
vindens kærtegn mod sin kind
gi’r ro i sjæl og sind.
Og et blik mod fjordens spejl,
sommertid og hvide sejl,
bølgebruset mod vor strand,
naturens barske klang.
Hostrupskov vi elsker, det er vores by
rejser sig fra havet, strækker sig mod sky,
lad os kun erkende, det er vor fælles sag,
om vor by at værne, hver en enkelt dag.

 

Går man lidt fra alfarvej
der det bedste gemmer sig,
spejler træer og solens glød
sig smukt i Agersø.
Der et egern farer op
fuglesang fra skovens top,
måtte tiden bare kun
stå stille for en stund.
Hostrupskov vi elsker, det er vores by
rejser sig fra havet, strækker sig mod sky,
lad os kun erkende, det er vor fælles sag,
om vor by at værne, hver en enkelt dag.

 

Kalder pligter på os did,
vi til verden sætter lid,
vemodigt drager vi af sted
fra vores blomsterbed.
Synes man ej tiden går,
dagen den er trist og grå,
tænk da på at vi fik lov
at bo i Hostrupskov.
Hostrupskov vi elsker, det er vores by
rejser sig fra havet, strækker sig mod sky,
lad os kun erkende, det er vor fælles sag,
om vor by at værne, hver en enkelt dag.

 

Og når som’ren går på hæld,
stunder vi mod årets kvæld,
skoven skifter ud sin dragt
til efterårets pragt.
Efterår trods vejr og vind
drag dog kun i skoven ind.
Sindet bliver aldrig mæt
og øjet aldrig træt.
Hostrupskov vi elsker, det er vores by
rejser sig fra havet, strækker sig mod sky,
lad os kun erkende, det er vor fælles sag,
om vor by at værne, hver en enkelt dag.

 

Vintertiden havens træer
venter på den sorte stær,
knejser under sneens vægt
ærbødigt i respekt.
Men når bøgen springer ud
efter vinterens sne og slud,
følg da bare hjertets trang
at synge vores sang:
Hostrupskov vi elsker, det er vores by
rejser sig fra havet, strækker sig mod sky,
lad os kun erkende, det er vor fælles sag,
om vor by at værne, hver en enkelt dag.